Den 1. marts 2020 er det ét år siden, at Nordisk Jobløsning gik i luften. Året er gået stærkt for os med en masse udfordringer, som vi løfter hver dag. Arbejdet bærer frugt, og vi har på et år fået over 400 nordiske borgere i arbejde. Det er vi rigtig stolte af, og vi glæder os til at få endnu flere afsted! Men hvad er der sket i løbet af året?

Klar, parat, start!

Da vi fik godkendelse fra Interreg ÖKS om at få lov at tage vores erfaringer fra vores gamle projekt Nordisk Jobstart+ og forlænge dem i det nye projekt Nordisk Jobløsning, var vi ellevilde! Vi kunne se frem til tre år med at arbejde for at nedbryde de barrierer der er for at finde arbejde i et andet nordisk land og give en masse skandinaviske borgere mulighed og hjælp til at udleve deres drømmekarriere – Kunne det blive bedre? Fra start satte vi os for, at vi skulle have mindst 800 tilmeldinger til projektet over tre år. Det virkede som en stor mundfuld for et nyt projekt, men vi følte os klar til at udfordre os selv. Samtidig havde vi en ambition for at udvide projektet med en helt ny dimension. I samarbejde med UCN, Högskolan Väst og Högskolan i Borås  skulle vi udvikle et nyt uddannelseskoncept til gavn for studerende, der vil i praktik på tværs af de skandinaviske grænser. Vi var spændte på at skulle teste denne nye del af projektet, og er glade for, at den hidtil har været en succes.

Godt i gang

Vi fik hurtigt etableret en masse gode kontakter og partnerskaber og holdt oplæg om vores projekt og vision. Vi har holdt utallige oplæg, men et højdepunkt for os har været i Aalborg, hvor vi fortalte 150 jobkonsulenter om Nordisk Jobløsning – der resulterede i over 100 henvendelser fra jobsøgende Aalborgensere kort efter. Vi er stolte af at have den slags ambassadører omkring i Norden, der gør det muligt for os at hjælpe endnu flere afsted. Vi har været på over 50 events og messer, hvor vi har kunnet dele ud af vores ekspertviden om det nordiske arbejdsmarked.

Vi har været på besøg hos UCN i Aalborg, hvor vi har holdt kick-off for praktikdelen af projektet og fået præsentationer fra eksperter på området – blandt andet fra Oxford research, som har skrevet en analyse om praktikmuligheder for os. Analysen beskrev ligheder og forskelle mellem uddannelsessystemerne i hhv. Danmark og Sverige. Herunder også, hvilket potentiale der ligger i at lave en praktikudveksling. Dette har givet os indsigt i, hvor mulighederne ligger for at sende de studerende godt afsted.

Arbejdet bærer frugt

Alt dette og meget mere, vi kunne berette om dagen ud, har vi arbejdet med for at kunne nedbryde barriererne, der findes på det nordiske arbejdsmarked og matche kompetent arbejdskraft med de virksomheder, der behøver det. Vi har allerede nået vores måltal om 800 tilmeldte og mere til – vi har nemlig i skrivende stund 1081 tilmeldte og vi har fået 436 nordiske borgere i arbejde! Dét er noget vi er stolte af. Dette år har givet os mange erfaringer, men den vigtigste vi har gjort os er, at vi har fundet hullerne i, hvem der mangler hvor, samt hvor overfloden af disse kompetencer findes. Dét giver mening på det nordiske arbejdsmarked, og vi er glade for at kunne bidrage til et tættere samarbejde på tværs af grænser. Et eksempel er vores roadtrips vi laver i samarbejde med DSA, hvor vi matcher arbejdsgivere med fysio- og ergoterapeuter. Her kan over 30 deltagere gå fra vores roadtrip med et nyt arbejde – noget, der kan synes umuligt for en fysio- og ergoterapeut i Jylland. Samtidig har vi fået sendt vores første praktikanter sendt afsted, som vi har haft fornøjelsen af at hjælpe på deres rejse til at uddanne og udvikle sig i et andet land. En rejse, der både giver oplevelser for livet og guld på CV’et.

 

Tak til alle jer, der gør vores projekt muligt og tror på vores vision om et tættere Norden. Vi glæder os til, hvad de næste år bringer og til at arbejde for at kickstarte en masse karrierer!



Den här webbplatsen använder cookies. Genom att klicka vidare godkänner du att vi använder cookies.