Jobsamtaler kan være noget af det vanskeligste for mange mennesker. Man skal være på og godt forberedt til samtalen. Noget der kan gøre det endnu vanskeligere er, hvis samtalen ikke foregår på ens modersmål. Mange af de spørgsmål vi får omhandler netop, hvordan man kan forberede sig til jobsamtalen, hvis du er indkaldt til en sådan i et af de andre nordiske lande. Generelt er der visse forskelle og dog en masse ligheder med jobsamtaleprocessen på tværs af de nordiske landegrænser. En tilbagemelding vi får er, at mange i første omgang tager samtalen online på Skype, Teams, Zoom el. Tænk også her på, hvordan du sælger dig selv – både hvad angår beklædning, kropsholdning, kropssprog og ikke mindst, at der er styr på teknikken.

Her kommer 7 gode tip – der til dels også hænger sammen med vores indlæg om den gode samtale. Centralt for begge er, at det gælder om at være så godt forberedt som muligt.

Undersøg på forhånd, hvem der deltager i samtalen

Hvis du på forhånd ved, hvem der kommer til at deltage i samtalen, kan det være en stor fordel at have undersøgt på fx LinkedIn eller Facebook, hvilken baggrund de har. Så har man altid noget at tale om. Undersøg også, hvorvidt I har fælles bekendte i jeres netværk. Det kan måske være en god ice-breaker til samtalen, men kan også være en mulighed for på forhånd at lære lidt mere om personen og virksomheden. Det kan både være relevant, hvis du skal til en fysisk samtale eller onlinesamtale.

Øvelse: Tag et konkret opslag og find ud af hvem der er kontaktpersoner (du må antage, de er med til samtalen). Lav et baggrundstjek af disse og skriv nogle få fakta ned om disse personer.

 

Find konkrete eksempler med udgangspunkt i CV og ansøgning

Antag at dem du sidder til samtale med altid, vil vide mere om det du har skrevet i dit CV og ansøgning. Hvis du har skrevet du er samarbejdsvillig så hav et eksempel herpå. Hvis du i dit CV har skrevet om kompetencer med SAP så hav eksempler herpå. Når du skal finde eksempler så hold dem gerne op mod det som virksomheden efterlyser i deres opslag eller hvad de producerer/arbejder med.

Eksempel: Hvis arbejdsgiveren efterlyser en medarbejder, der er samarbejdsvillig, så tænk på en eller flere situationer, hvor du har samarbejdet med andre i jeres organisation (fagligt/socialt) om at løse en opgave. Hav gerne også fokus på, hvilken effekt det har haft i den givne situation. Og husk det kan være stort som småt.  

 

Lav dit research-arbejde online

Før du tager til samtalen, skal du finde ud af så meget om arbejdspladsen som muligt. Det kan være du finder nyhedsartikler om emner, som der arbejdes med. Denne information kan være rigtig god til en uformel samtale/small talk. Det er specielt i Danmark og Norge, der ofte er fokus på den mere uformelle sniksnak før/under/efter samtalen. I Sverige derimod er der ofte en mere hierarkisk og formaliseret opbygget samtale form.

Husk på, at arbejdsgiveren helt sikkert har været inde og google dig før samtalen og tjekket din Facebook og/eller LinkedIn profil.

 

Giv arbejdsgiveren modspil med spørgsmål

Et godt råd er altid at have forberedt en række spørgsmål til arbejdsgiveren. I 9 ud af 10 tilfælde så vil der altid blive spurgt ind til, hvorvidt du har nogle spørgsmål. Disse spørgsmål bør afspejle dine faglighed og kompetencer. Faktisk kan du her score ekstra point, hvis du fx kan spørge ind til noget meget fagligt, som understreger, at du har styr på det faglige eller giver indtryk af, at du forstår virksomhedens udfordringer.

 

Hav svar parat på de mest normale spørgsmål

Der vil altid være nogle spørgsmål der går igen fra samtale til samtale. Disse, men også nogle faglige spørgsmål, som der fx efterspørges i opslaget, bør du have nogle svar forberedt på.

Du skal være speciel skarp på motivationen for, hvorfor du søger den konkrete stilling. Ballisager Rekrutteringsanalyser fra 2019 angiver, at 70% af arbejdsgiverne er DET vigtigste element til jobsamtalen.

Der kan også være nogle kritiske spørgsmål, som kan være afgørende for, hvorvidt du får jobbet eller ej. Det kan i nordisk kontekst være, hvorvidt du er villig til at flytte til et andet land, eller hvordan dit privatliv får betydning for udførelsen af jobbet (fx kæreste/mand/kone/børn). Forbered et svar herpå og lad være med at gå for meget i defensiven. Prøv om du kan omsætte dine udfordringer til din fordel.

 

Elevatortalen og guldkorn

Hav styr på en målrettet præsentation af dig selv. I alle lande får du ofte mulighed for at du kort kan lave en salgssamtale af dig selv. Det plejer gerne at være af ca. 1 minuts varighed.

Du bør her også have overvejet de 4-5 ting, som du gerne VIL have sagt til samtalen. Skriv dem gerne ned så du ikke glemmer dem – gerne som tjekliste. Ofte går tiden super-hurtigt til samtalen, og man står efterfølgende og tænker man gerne ville have sagt nogle ting.

 

Hav styr på papirarbejdet

En stor fejl er, at man glemmer at have et print af stillingsopslaget, sit CV og ansøgning. Mange gange bliver stillingsopslaget fjernet fra nettet, når man indkalder folk til samtale.

 

 

Dette websted anvender cookies. Hvis du fortsætter, har du accepteret brugen af cookies.